Pressemeddelelse

 

Kong Hans kongelige Hofkapel

 

For 13 år siden blev Jesper Koch og Preben Nissen enige om at starte et Ballroom Jazzorkester der skulle spille i den tidlige Big Band-stil, som i slutningen af 20'eme og begyndelsen af 30'erne bredte sig fra Amerika og England over det meste af verden.

 

"The Roaring Twenties"

 

Hvem kender ikke begrebet "De brølende tyvere" med løssluppen Charleston-dans og elegante kvinder i tidens raffinerede mode: Tung make-up, klokkehatte og fantasifulde fjerprydelser og alenlange cigaretrør?

 

Det er den tids musik Kong Hans kongelige Hofkapel ønsker at spille, ofte i originale, samtidige arrangementer af tidens berømteste arrangører, som netop skrev for besætningen: To trompeter, en basun, tre saxofoner (to alt og én tenor + evt. klarinetter), klaver, bas. banjo (eller guitar) og trommer.

 

I begyndelsen var det vanskeligt at finde et egnet repertoire. Jesper Koch rekonstruerede og arrangerede en del numre efter gamle 78'ere, og Preben Nissen støvede materiale op i diverse biblioteker. Men efterhånden blev der skabt kontakt til musikere og orkesterledere over hele verden og en storstilet udveksling af ofte meget fine original-arrangementer tog fart. I dag råder orkestret over mere end 2000 arrangementer.

 

De ugentlige orkesterprøver har gennem alle årene fundet sted i de kongelige øvegemakker på Kong Hans Allé i Buddinge. Det er derfra orkestrets navn stammer. En anden god grund til at vælge så fornemt et navn som Kong Hans kongelige Hofkapel er at det i Amerika var almindeligt, at berømte musikere og store orkestre havde royale titler, tænk bare på Duke Ellington, Count Basie, "King of Jazz" Paul Whiteman, Earl Hines og Don Redman m. fl.

 

Det er en stor oplevelse for musikerne at være med til at genopfriske den iørefaldende og swingende musik. Når orkestret optræder "live" er der kun positive reaktioner på den glade musik, som man ikke kan lade være med at danse til og blive i godt humør af.

 

Orkestrets medlemmer:

 

Trompet: Henning Løvdal og Tom Larsen

 Basun:Preben Nissen

 Altsax&Klarinet: Jesper Koch og Bo Bagge.

 Tenorsax&Klarinet: Uffe Nielsen.

Klaver: Arne Frederiksen.

Guitar & Banjo: Flemming Frederiksen.

Kontrabas: Erik Frigalt.

Trommer: Gabor Ferenczi.

 

                                                                                                                   Tilbage til forsiden